Digteren og musikeren Ole Bundgaard og jeg er pt på Hald Hovedgaard v Viborg for at finalisere produktet af 2 års samarbejde. Her er et par smagsprøver.
Og så sagde vi at er en digtsamling, jeg har i arbejde. Her er digt 11 i en af flere versioner.
Jeg har skrevet nogle små digte, som er gode at improvisere over. Følgende er et af de mere snazzy bud på Ind i kroppen
“Inden så forfærdelig længe bliver det virkeligt. Hver dag møder han før alle andre og booter op på kontoret og ser sit customtema projiceret i luften præcis midt i rummet. Her står han hele dagen og skubber salgs-, transport- og provianteringsdata, og taler med spejderne eller legionærerne, når det går galt – ellers bare en gang om dagen.
I de første par år på sjældne besøg til andre kontorer bemærkes, at flere og flere kolleger har fået designet markante og/eller brugbare interfaces. Inden længe holder de op med at se trodsige eller skamfulde ud, når de får øje på ham i døren.
Intet af det rører ham.
Så holder hans eget interface op med at virke. Med ét.”
[af Den kedeligste mand i verden]
Det her kom sig af en meget lang snak om fri vilje på Facebook. Som vist ingen af os kunne enes om at være uenige om definitionen på. Siden læste jeg om Lyn Hejinians “Life”, for hvem det enkelte ord svarer til en forventning om nye betydninger – som opstår, når “forventningerne svarer til begivenhederne”. Hvilket vel egentlig er det tætteste, man kan komme på at være fri – ikke at have noget at skulle vælge imellem.
Jeg henvender mig til mennesker ved at henvende mig til mig selv. Jeg henvender mig til mig selv. Jeg henvender mig. Det er alt, jeg kan for tiden.
Arbejdstekst version 3 er skrevet længere. Nu er jeg dér, hvor den enten skal forkortes helt seriøst, eller accepteres for hvad den er. [Foreløbig hviler den, mens jeg er i udlandet].
Arbejdstekst version 2
Arbejdstekst version 1
Teksten her er taget fra min kortprosasamling TId • Tidens Kælven 1 – først udgivet som ebog i 2011, og i 2013 som papirbog.
Dagens digt 2006-2007 var 2. gang, jeg skrev et dagens digt. Der er ca 140 indtalinger. Hen ad vejen følger resten.
Teksterne kan findes på en kopi af den oprindelige blogger-blog, og på 1000 stemmer
http://lydfladen.menneske.dk/dagens-digt-2006-2007/
Jeg påbegynder tit projekter, der aldrig kommer videre end til dagen. Dette digt var det første, og sidste, i en række.
Ikke mit stolteste øjeblik på en scene – jeg blev genert – men improerne er okay. Bandet var en af tingspilleren Kasper Schultz’s konstellationer – men hans digitale kolleger var ikke imponerede.
“Harmoni fordrer citat mangel på forståelse citat slut“. Musikeren og maleren Søren Raagaard og jeg musicerede et par tekster sammen. Denne tekst findes også i en engelsk version.
I “alle veje fører til Magtenbølle” og tidligere bøger optræder en karakter, der går under navnet “manden i den hvide kittel”. Han er altid god for hændelser af en bemærkelsesværdig natur.
Det var en forrygende Bogdag på Hald Hovedgaard i 2005.
Jeg læste op med så stor begejstring, at bestyreren af Hald, Peter Q Rannes, greb fat bag i min livrem for at jeg ikke skulle vælte talerstolen og det hele ud i hovedet på publikum. Med jeg havde fuldt styr på det.
Collagen viser verdens største digt, skabt på Bog-dagen af digteren Morten e Nørskov, malet på græsplænen med kalk og fotograferet fra et til lejligheden bestilt fly.
Og så kan jeg vist ikke sætte forventningerne mere i vejret. Jo, vent: Solen skinnede! (Jeg lover at vende tilbage med en mere kraftfuld version!)
I 80’erne var jeg med til at starte Nørrebro Radio – byggede studie og kørte natradio 18 måneder sammen med min ven Jan Winkler. Radiomontagen har siden været en favorit-fortællemetode.
i 2013 deltog jeg i et radiomontagekursus på Vallekilde højskole og blev så dybt rystet af en montage om mobning, at jeg lavede én selv. Den er bygget op omkring erindring, et digt og lyden af bølger mod strandkanten.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Åh, var jeg blot som dém, der kan tage på Hald Hovedgaard og få skrevet dét, de ønsker og intet andet. Jeg skal altid bruge 1000 lange og brede på at ankomme og skrive for at få hul igennem og … så engang imellem går der hul ind til noget uventet.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Energien omkring en digterven var en strøm af uudtalt eller uerkendt afsked. Det varede længe.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Jeg kan i dag omtrent ikke udholde at høre den nøgne version, så hér er en modificeret også.
Den nøgne version. Kan næsten ikke holde ud at høre den – var vitterlig derinde, da jeg skrev og indtalte det.
Jeg har en række tekster, der er skrevet på inspiration fra små ca. 1 minut lange interviewsekvenser fra en 2 timer lang interviewfilm med Charles Bukowski, hvis selvbiografiske romankarakter hedder Chinaski. Disse tekster i lyd kalder jeg således “Chinaski-læsninger”.
Digtet er taget fra min digtsamling fra 2003, elskede elskede.
Teksten kom sig af en samtale, jeg havde med en nær ven, der havde friet til sin kæreste, som han havde været sammen med i mange år. Jeg spurgte: Hvorfor?
Det her er digterens forsøg på at virkeliggøre forståelsen af sin vens meget korte og uprætentiøse svar. Jeg læste den således op som bryllupstale, oversat til engelsk fordi jeg havde indtryk af, at der kom mange internationale gæster. Det gjorde der ikke.
Det tog mig 10 år at turde præsentere mig som “digter”. I dag kan jeg mere end dét.
Seneste kommentarer